Ordene skar i mit hjerte, og jeg forsøgte at vedligeholde min maske af kontrol

1. Del

Til jul er det 4 år siden at jeg mistede min mor.

Det var d. 26. december 2015. Vi holde jul på Hospis i Vejle, og hver gang min mor åbnede en gave sagde hun stille til min far, at den skulle han selvfølgelig bytte, nu hvor hun skulle dø. Ordene skar i mit hjerte, og jeg forsøgte at vedligeholde min maske af kontrol, på trods af at realiteten brændte for mine øjne. I virkeligheden havde jeg lyst til at skrige - men min mor har lært mig at forholde mig i ro under pressede situationer, så her ville jeg ikke skuffe hende, da det ville få hende til at bryde fuldstændigt sammen.

Koret klædt i hvidt sang så smukt ved det store juletræ midt i hallen, omringet af senge og familier med sorte render under deres øjne, alle med fortvivlende blikke stod jeg med min søster i hånden, og med min søn i maven, vi skulle nok komme igennem det her, så længe vi havde hinanden, så længe vi kunne stole på hinanden. Min far holde min mor så tæt, og deres kærlighed der havde varet i 40 år var nu på sidste side af den bog de havde skrevet sammen.

Billederne derfra står så skarpt i min erindring, de er umulige at hviske ud,umulige at slippe fra. Nogle dage kan det slå mig, ud af det blå, de billeder jeg har i min erindring - og jeg kan se min mor, og høre hendes stemme, som stod hun foran mig. Jeg kan mærke min søsters hånd i min, og jeg kan se min fars længselsfulde øjne. Så går solen ned omkring mig. 

D. 25. vågnede hun ikke, hun lå så lille, helt grå som var hun lavet af papir. Alt hun havde opbygget i hendes liv, alt hun havde drømt om, alt hun skulle blive til ville forsvinde inden længe. Jeg havde de sidste måneder haft en uendelig trang til at skære hende op og tage kræften ud af hende, for så at sy hende sammen igen og vide at nu var hun rask - man får de mest urealistiske tanker når man ikke har kontrol over liv og død, og når man forsøger at redde én som man har elsket hele sit liv, men nu stod jeg der, helt tom for ord, helt tom for tanker, og længdes efter at hun ville sige mit navn. 

D. 26. så jeg hende tage det sidste åndedrag, og min mor døde for mine øjne. På en måde kunne jeg se, at det gjorde ondt på hende, hvilket jeg tror at det gjorde. Hendes sidste ord d.24 var, at hun ville komme til at savne os så meget, hvor efter hun var brudt sammen og havde bedt os alle, på nær min far, om at gå.

Men nu stod vi så her, min far, min søster og jeg og kiggede på vores aller kæreste, kvinden i vores alles liv. Tiden efter tabet af min mor viste os, at vi ikke længere var de samme, vi var ikke engang i nærheden af dem, som vi havde været sammen... 

 

 

Dette digt skrev jeg kort efter min mor gik bort.
 
Hvad var mon din sidste klare tanke  mor? 
var det mon haven?
var det mon haven, en varm sommerdag? 
Var det mon stuen en kold aften med ild i pejsen? 
Var det mon et minde om latter fra tider hvor dine piger endnu boede derhjemme?
Var det mon tanker fra den første gang du mødte far?
Var det et ord, en sang - eller var det sol på dine kinder, fra en tid inden alle dine bekymringer endnu var blevet til virkelighed?
Hvad var mon din sidste klare tanke mor? 
Var det mon et minde fra den første gang dine øjne så ind i mine? 
Hvad var mon din sidste klare tanke mor...