Han var hende og hun var ham - og alligevel slet ikke

 

Fra min digtsamling "Hun smilte"

Til min søn. 
Det her er et godt sted at starte.

Det var en strålende dag,
solen stod så højt på himlen.
Han kiggede op på hende,
han vidste at hun ville give ham alt denne verden havde,
han vidste at han bare ville være hos hende, ingen anden -  bare hende.
...
Hun var stærk, men havde først set sig selv, da han kom til verden
og på trods af al den modgang og smerte livet havde givet hende
så kunne intet slå hende ud længere,
intet kunne overraske hende længere.
...
Der fandtes ikke det hendes øjne ikke havde set,
der fandtes ikke det hendes hjerte ikke havde følt.
Hun skulle ikke knække, ikke så længe at hun stod stærk for ham - og det skulle hun stå for altid nu.
...
De lignede hinanden, og alligevel slet ikke.
Han var hende og hun var ham - og alligevel slet ikke.
...
Hun skulle vise ham vejen, hun allerede kendte,
hun skulle vise ham livet, hun allerede kendte.
...
Han havde ikke hendes øjne, men de så det samme.
Han havde ikke hendes stemme, men de sagde det samme.
Han var hende og hun var ham - og alligevel slet ikke...
...
Han så på hende - han så hende.
Han vidste ikke alt det der var hent hende,
men han kunne mærke på hende, at noget var hent hende.
...
Han bar ikke hendes byrde, eller vidste hvad hun følte,
men han følte hvad hun følte, han var hende,  - så han kunne ikke andet end føle hvad hun følte.
...
Han smilte. Hun vidste at når han smilte så mente han det,
for han kunne ikke andet end mene det, han var så lille, hanvar så ægte.
...
Hun smilte, hun ville have han så at hun smile.
Hun græd. Hun fortalte ham at man gerne må græde.
...
Han havde elsket hende så længe han levede,
hun havde elsket ham så længe han havde levet.
...
Hun vidste hun skulle fortælle ham om hendes knuste hjerte,
som ikke blev knust denne gang - men før han var kommet til verden.
Hun vidste hun var kold og bestemt,
men hvordan kunne hun være andet
- når det kom til ham var hun alt andet.
Anne Ditte